Beretning fra dage på Samsø
Forfatter: Anne Secher
Foto: Tine Schulze
Hverken Claus eller jeg har tidligere været på Samsø, men har længe gerne villet opleve øen. Da vi på Roskilde dyrskue fremviste vizslaer med Tina og Thommas, talte vi om de gode hundeprøver, Karen og Holger laver – og som mange har berømmet. Vi besluttede at lave et mini vizsla træf på Samsø i september. Vi meldte os til udvidet apporteringsprøve fredag d.13/9 og markprøve lørdag d.14/9, og 2 deltog desuden i ræveslæbsprøve fredag. Det blev en dejlig oplevelse, hvor vi mødte mange hundevenner med stort både socialt og hundesportsligt udbytte.
Vi sejlede fra Kalundborg fredag morgen. Her mødte vi allerede mange kendte ansigter – samt en flok Morgan sportsvogne, som også skulle have træf på øen. Et flot syn.
Efter samling i Tranbjerg blev de 13 deltagende hunde (4 vizslaer, 3 korthåret hønsehund, 2 tysk langhår, 1 ruhåret hønsehund, 1 gammel dansk hønsehund, 1 kleiner münsterlænder, 1 labrador retriever) og førere guidet ud til de forskellige baner på udvidet apportering. Der var desuden et mindre hold på DJU apportering.
Der var nogen afstand mellem banerne, og vi fik således set en del af det sydlige Samsø. Vi var imponeret over, hvor velholdt alting er, og at alle huse synes at være beboet. Det er sjovt, at husene ligger helt tæt på vejkanten. Banerne var fine, dog var vandbanen udfordret af jordhvepse, og dirigeringen var ikke helt nem. Hårvildtbanen lå i et skovområde op ad store jordbærmarker, noget vi ikke ser på alle prøver på Sjælland. Vi kunne ved prøvens afslutning glæde os over, at 3 af vizslaerne bestod: Harley (Daniavizslas Gonk) med 232 point, Qvistorf Kinga (Sally) med 230 point, Athos med 212 point.
Bagefter var der ræveslæb, hvor Harley og Sally deltog sammen med 1 ruhåret hønsehund, 1 weimaraner og 1 kleiner münsterlænder. Det foregik i et flot plantageområde i den midt/nordlige del af øen. Begge vizslaer bestod.
Alle mødtes til kaffe og diplom overrækkelse på Sælvig Bugtens Camping, hvor vi også overnattede i dejlige campinghytter. Det blev en hyggelig, social aften, hvor vi fejrede dagens begivenheder med fælles chips, tapas, bøffer med tilbehør – og ikke mindst rosévin.
Vi mødte dog rimeligt friske op til lørdagens markprøve, hvor 18 hunde deltog. Her deltog endnu en vizsla – Zoldmali Dali med Vivian Kliver. Hun var på hold med Sally og Rugaia´s Yellowstone med Thommas. På samme hold var 2 ruhåret hønsehund, 2 kleiner münsterlænder, 1 weimaraner og 1 korthåret hønsehund. Vores hold bestod udover vores 2 vizslaer af 3 korthåret hønsehund, 2 gammel dansk hønsehund, 1 tysk langhår og 1 Epagneul Bleu de picardie. Hundene blev afprøvet i rødbeder, roer, stub og græs. Meget afvekslende og spændende. Der var pænt med fugle og god stemning, og hundene fik virkelig arbejdet. Vizslaerne kunne glæde sig over 3 præmieringer: Athos fik sin første 1. præmie, Sally fik 3. præmie og Dali fik 3. præmie. Harley og Yellow var desværre ikke så heldige på dagen.
Afslutningen med kritik og præmie overrækkelse foregik igen på Sælvig Bugtens Camping, hvor Karen og Holger kunne takkes for deres store arbejde med at gennemføre et så omfattende prøve arrangement så perfekt. Også dommerne fik tak for deres positive holdning og gode indsats: Bjørn Hemme, Tommy Hougaard og Mona Storgaard. Terrænlederne blev også takket for en flot indsats: Søren Jørgensen, Holger Pedersen og Børge Wæverstrøm.
Vi valgte at blive på Samsø til søndag eftermiddag, så vi kunne udforske resten af øen. Her fik vi set den meget kuperede nordlige del og genså de frodige marker med bl.a. masser af græskar.
Turen til Samsø var på alle måder en dejlig oplevelse, som vi kan anbefale til andre hundefolk.