Mindeord for Aage Jensen
Dansk Vizsla Klubs æresmedlem Aage Jensen
døde fredag den 6. november 2009. Aage Jensen, blandt venner
kendt som ”Vizsla Aage” har sammen med Lilly opdrættet og
dresseret vizslaer i Danmark i mange år ofte 3-4 hunde ad
gangen. Aage var med fra starten i Dansk Vizsla Klub. Han
har deltaget på adskillige prøver og udstillinger i Danmark.
Det seneste store år for ham var sidste år hvor han sluttede
af med at blive 3. vinder på 5-klub efterårsvinderprøve på
Langeland med Luna.
Af mange vizslaer Aage har ført på prøver er Luna én af de
store, men af flere gode vizslaer, Aage har ført kan nævnes
Nørredalens Galant, Pilehave Stella og Buster som Aage
blandt andet deltog på fuldbrugsprøve med, som én af de
første med en vizsla i Danmark. Flere af disse hunde kan
stadig ses på mange vizsla stamtavler her i Danmark og
udlandet.
Aage var altid en person med godt humør. En gang kom han dog
til klubbens forårsmarkprøve i Ringkøbing. Han var stået op
kl. 3 om natten for at være i Ringkøbing kl. 8. Han
forklarede at turen var lang og han var træt, han havde
været ved at vende om. Men den dag blev Pilehave Stella
pokalvinder. Det var en stolt Aage der startede på turen
hjem til Møn, en sjovere hjemtur end udtur, har han senere
fortalt.
Aage havde fornøjelsen at deltage i Dansk Vizsla Klubs 25
års jubilæumsfest i 2007, hvor han hyggede sig meget blandt
ligesindede. Han havde været medlem siden klubbens start.
Han kunne her konstatere at mange er kommet til i klubben,
men også mange er faldet fra. Aage talte med alle, men dog
på hans stille måde. Han var ikke den frembrusende, men var
god at lytte til. Den dag hyggede han sig, trods det han
havde ønsket der var flere af de ”gamle”, hvilket skuffede
ham lidt.
På klubbens generalforsamling i 2008 blev Aage og Lilly
udnævnt til æresmedlemmer af Dansk Vizsla Klub, hvilket
glædede ham meget. Dette blev Aage for hans store indsats
for udbredelsen og kendskabet til vizslaen i Danmark og for
altid at bakke op om klubbens og dens arrangementer.
Æret være Aages minde.
Knud Føhns
Fmd. Dansk Vizsla Klub


Markprøve vinderklasse Hjortholm 2008
3.vinder Luna
Ejer og fører Åge Jensen
|